Obo

En obo er et musikinstrument i træblæserfamilien med dobbelt rørblad.

En musiker, der spiller obo, hedder en oboist.

 

Ordet stammer fra det franske Hautbois (højt træ eller højt træblæseinstrument) og kaldtes tidligere Hobo på dansk.

Instrumentet er udviklet omkring 1650-90 af skalmejen, der havde dobbelt rørblad, men uden at rørbladet var i direkte kontakt med musikerens læber.

Oboen har ikke et mundstykke som klarinetten eller saxofonen, men i stedet to tynde træstykker, bundet sammen med tråd, på en hul stift.

På den måde ligner oboen fagotten.

De fleste oboer er fremstillet af grenadille, men også af andre sorter af dalbergia-træer. Nogle oboer er af plastic (syntetisk harpiks).

Oboen er karakteriseret ved en sart, lidt nasal og gennemtrængende klang. Det gør oboen velegnet til at stemme de andre instrumenter efter i et orkester.

Den er beslægtet med engelskhornet, der er noget større og er stemt en kvint dybere.

 

Orkestrer stemmer typisk efter oboens koncert-A.

Intonation på oboen foregår ved at skifte position på bladet i instrumentet og at ændre embouchuren.

 

Oboen er et ikke-transponerende instrument.